Til forsiden Udskriftsvenlig version af siden:
"Om zonering.dk "
http://zonering.dk/om_os/index.html
Udskriftsdato: lørdag 15. december 2018 kl. 6:01
Sidst ændret: 16 april 2014
© Hans Jørgen Henriksen zonering.dk


Om zonering.dk

Om Cézanne, og motivationen for zonering som værktøj for rehabilitering af maleriet

Det moderne abstrakte maleri begyndte med Cézanne. Cézanne var ude på at få maleriet til at besegle det eksisterende. Derved blev Cézanne’s maleri til natur1 og objekt. Zonering er et bud på en objektorienteret post-Cézannesk maleproces, spontan og contained på samme tid.

Af Hans Jørgen Henriksen

Zonation painting is lines, tones and colours but more than that. It is also depth and beauty. In the zonation painting I search for the beaty, the aesthetics, a higher form of integration of lines, tones and colours, for which there are rules, but not any single set of rules. In my zonation painting, I do not make any distinction between the abstract and the figurative art, they are both interacting in the same artwork.

Nor do I dinstinct between the pictoral object and the percieving subject, they are both interacting in the process when the picture take on form and become motif. What counts in zonation painting is the pictorial organization by virtue of neo-cubistic shapes, chromatic modulations and variations in brush strokes which unify the entire composition, in a continous process of reconciling multiplicity by overall unity. 


Fra Cézanne til zoneringsmaleriet

Det første mere vellykkede oliemaleri jeg udførte, lavede jeg omkring 1980 mens jeg boede på Egmont kollegiet og studerede til civilingeniør på DTU. Det var en imitation af et af den franske maler Cezanne’s malerier (maleriet ”Château de Médan” fra ca. 1880). Jeg var inspireret af Herbert Read’s: ”A concise history of modern painting” (1974), som gør rede for hvordan den sene Cézanne blev tvivler og isolerede sig fra neoimpressionisterne, han selv var en del af. Cézanne ønskede nemlig at se verden: ”without any intervention either of the mind or the untidy emotions”. Impressionisterne ville se ”lyset”.

Men Cezanne så noget andet. Han søgte at give plads til både det subjektivt intentionelle - spontane udtryk - og samtidig forsvare at maleriet skulle besegle den ikke intentionelle ”natur”. Herbert Read gør fint rede for hvordan Cézanne udviklede sin fokus på realisation og modulation. Først valgte Cézanne sit motiv, det kunne være et landskab, de badende eller et portræt. Dernæst var det, ifølge Cézanne, kunstnerens udfordring: ”to bring into being his visual apprehension of his motif; and in this process to lose nothing of the vital intensity that the motif possessed in its actual existence” (Read, 1974 p. 16).

Dybde og overflade kommer klart til syne 

Cezanne var af den opfattelse, at han ikke kunne realisere denne vision uden spontan organisation og samtidig udformning af en klarhed i billedet. Kunstnerens opgave var altså, at bringe orden i den menneskelige opfattelsesevnes (”perception’s” ) kaos. Der skulle være en samlende fokus. En indbyrdes afstemning af farvezonerne i billedet. Motivets dybde og overflade skulle komme klart til syne. Dermed blev maleprocessen med Cézanne til en konstruktion ”efter naturen”, en realisation af motivet.

Cézanne’s tvivl skulle senere vise sig at blive til den moderne malerkunsts gennembrud. Cézanne valgte at blæse kunstnerisk ”fanfare” for modulationen. Cézanne definerede modulation som: ”Modulation means rather the adjustment of one area of colour to its neighbouring areas of colour, a continuous process of reconciling multiplicity with an overall unity”. Altså en formidling af motivets kompleksitet og flertydighed – spontan og kontrolleret på samme tid. Min egen motivation for det at male, følger i sporet af Cézanne’s abstraktionsmetodik. Allerhelst blottet for enhver forudindtagethed.

Jeg voksede op i Vestjylland ved et vandløb

Jeg er ikke et bymenneske i naturen, snarere et menneske der er vokset op på landet. Derefter er jeg flyttet til storbyen. Men ikke en storbybeduin2, der er født i ”denne ørken” som C.V. Jørgensen udtrykte det.

Jeg er vokset op i Vestjylland, ved et vandløb, med dets vand- og stofstrømme, der flød forbi året rundt. Denne tidlige ”tilværen” til vandkredsløbet, præger nok mine malerier. Ja giver dem egen dynamik og en moden naivitet. Samtidig har synet for vandkredsløbets rytme og musikalitet præget min videnskabelige uddannelse. I første etape som civilingeniør (bygningsingeniør med speciale i vandbygning). Senere gennem et praktisk arbejde som hydrolog (hvor jeg nu har 25 års erfaring).

Hydrologi og organisationspsykologi 

Min egen faglige udvikling startede med hydrometri, altså metoder til måling af vandføring i vandløb. I de seneste etaper har jeg udvidet feltet med grundvandsmodellering, som senere igen er blevet til modellering af interaktionen mellem grundvand og overfaldevand på oplandsbasis. Senest er udfordringerne der består i at integrere viden fra såvel modellering som monitering og håndtering af interessentinvolvering i vandforvaltningen og dens beslutningsprocesser blevet til elementer i genstandsfeltet.

Det har ført til en voksende interesse for betydningen af den menneskelige dimension i forvaltningen af naturressourcerne. For to år siden afsluttede jeg derfor en master i organisationspsykologi (MPO) ved RUC.

Hele vejen har der været en vekselvirken mellem tegning og maleri på den ene side og min hydrolog virksomhed på den anden side.

Populated equation 2001
H.J. Henriksen: Populated equation 2001

Om at lade bylandskaber tage form 

For at illustrere hvad det betyder for min maleproces, har jeg valgt at introducere et nyt begreb: ”ZONERING” til karakterisering af min tilgang. Zonering betyder for mig ”en inddeling i geografiske zoner eller voksesteder efter bestemte forhold”, ligesom fx temperatur, nedbør, saltholdighed eller solindstråling kan indele voksesteder og habitater for dyr og planter. Det essentielle i zoneringsmaleriet er fortsat objektet, som det fremtræder for malerens og betragterens subjektet på et givent tidspunkt, som et realt objekt. Men samtidig er det påvirket af den indre psykiske repræsentation, og er i vekselvirkning med omverdenen.

”Zonering” som maleproces handler for mig derfor om at lade bylandskaber tage form, subjektivt tilrettelagte med kridt, akryl eller olie på lærred, en form der kan give plads til fantasien, og sætte kunstnerens og betragterens mangfoldige perceptioner i spil. Cézanne var min første inspiration, senere var kubisme og abstrakt realisme en motivation, for kunst er reaktion og dekonstruktion, mere end det er kontinuitet og evolution. Som Herbert Read siger det: "In art, a school once established normally deteriorates as it goes on".

Ecozones in the mind 

I en af mine senere udstillinger på Ferskvands Biologisk Laboratorium i Hillerød (marts 2011) bruger jeg begrebet 'ecozones-in-the-mind'. Det viderefører de i organisationspsykologien anvendte begreber 'organisation-in-the-mind' og 'institution-in-the-mind'. Karakteristisk ved det nye årtusinde er at man i stedet for 'relationship' med informationsteknologien har fået 'relatedness' og at organisationer efterhånden har 'mure unden mørtel', det vil sige man i stedet relaterer sig til netværker og domæner uden for murene.

James Krantz benytter begrebet 'domain-in-the-mind'. Hvor organisation-in-the-mind betegner en kropslig metafor der knytter rollen til organisationer, er institution-in-the-mind en spirituel eller kulturel metafor, fx er kernefamilien og gængse forestillinger i en kultur eksempler på institution-in-the-mind. Med ecozones-in-the-mind søger jeg at forlænge Gregory Batesons tanker om mentale systemers økologi, og om at vi lever i en anden verden end bjergløven, for den er hverken belastet af eller velsignet med ideer om økologi, og det er vi!.

Bateson mener samtidig at de økologiske ideer der ligger i planerne, er vigtigere end selve planerne. De ideer der ligger i de billeder jeg maler, måske derfor også vigtigere end en relativ gold repræsentation af fx et bylandskab. Ecozones-in-the-mind beskriver en sådan "radikal rolleanalyse" af borgerens rolle i forhold til en "økologisk bæredygtig fremtid".

Et eksempel fra hydrologien: zonering som grundvandsbeskyttelse

Lad mig belyse ovenstående med et eksempel. Jeg anvender med zonering et begreb som er brugt i en anden sammenhæng, hentet fra den igangværende grundvandsbeskyttelse, hvor man i disse år kortlægger de sårbare områder, som må beskyttes af hensyn til drikkevandets kvalitet (Cézanne’s motiv). Denne opgave blev igangsat omkring 2000 og har til formål at udpege og beskytte særligt sårbare områder, som må skærmes i forhold til forureningstruende aktiviteter fx brugen af nitrat eller pesticider på landbrugsarealer som vil kunne forringe den fremtidige vandkvalitet i drikkevandet der forsynes fra oplandet til vandværkernes kildepladser (en modulation).

Opgaven er ikke blot en modelleringsopgave ud fra eksisterende data, opgaven indeholder en meget detaljeret dataindsamling, kortlægning (bl.a. geofysiske metoder) og vurdering (bl.a. ud fra modeller og andre datatyper) finansieret af gebyrmidlerne, med henblik på en objektiv konstruktion af grundlaget for de konkrete indsatser. Fokuspunktet i zoneringen af grundvandet er de enkelte kildepladser. De definerer prioriteringen af hvilke sårbare arealer der først skal beskyttes. Behovet for et integreret billede af oplandet kommer frem deri, at kravet til råvandets kvalitet afhænger af delbidragene fra det samlede indvindingsopland (integration af motiv, modulation og fokuspunkt).

Det er ikke mit projekt her at stille spørgsmål til zoneringen af grundvandet. Intentionen i det heroiske zoneringsprojekt er at skabe en orden i naturen, et grundlag for en ekstra beskyttelsesindsats, der helst skal være så effektiv som mulig. I sig selv en prisværdig opgave, et forsøg på at ”oplyse” undergrunden og forstå vandets kredsløb som en integreret del - i udveksling med overfladevandet, for derigennem at kunne kvantificere bæredygtigheden.

Human relations 2001
H.J. Henriksen: Human relations 2001

Zonerne er defineret af naturens store pensel 

Motiv, modulation, fokuspunkt og integration er ikke uforanderlige når fx klimaændringerne revolutionerer placeringen af de sårbare zoner. Det betyder blot, at zonerne er definerede af ”naturens store pensel”, og derfor også afhænger af hvordan klimaet, temperaturen, nedbøren osv. udvikler sig i tid og i sted. Som Popper udtrykte det, vi må gøre det så godt vi kan, og samtidig lære af vore fejltagelser.

Vi kan her bruge Cézanne’s tankegang med hensyn til at kunne integrere objektet og have fokus på genstandsfeltet. Her er Cézanne’s tvivl interessant. Cézanne ændrede ikke kun malerkunsten, men såede også nye ideer, som siden er blevet højaktuelle, her 100 år senere, nemlig behovet for at håndtere usikkerhed og flertydighed altså senmoderniteten. Spændende er her Cézanne’s skelnen mellem spontan organisering og videnskabens erkendelsesform. Betydningen af perceptuelle spor og projektive rum bliver her væsentlige elementer i den psykiske repræsentation af natur og omverden. 

Betydning af perceptuelle spor og projektive rum

Den franske filosof Gaston Bachelard har sagt: Et fuldstændigt helstøbt og præcist billede lammer fantasien… Et billede, der antyder og rummer ufortalte elementer i sin fortælling, sætter betragteren i en spændingstilstand, der befordrer fantasien… Dette gælder ikke kun inden for kunst og billedverdenen. Det gælder generelt og især i den moderne verden, at vores forestillinger opbygges af reelle elementer, der føjes sammen til helheder ved hjælp af erfaring og fantasi… Som Steen Visholm3 er inde på det, kan man sammenfatte dette i begrebsapparatet: perceptuelle spor og projektive rum”

Maurice Merleau-Ponty så i den forbindelse et væsentligt formål med psykoanalysen, der på intuitiv basis, netop søgte at beskrive udvekslingen mellem fremtiden og fortiden. Ved at kigge på det fortidige, kunne man bedre forstå meningen med det fremtidige (som er et gigantisk projektivt rum), og ved at kigge på det fremtidige kunne man bedre forstå meningen med det fortidige. Den psykodynamiske systemteori4 kalder dette for ”her og nu”, altså mødet i nuet hvor fortid, fremtid og nutid sammenkædes og bliver perception, sprog, mening, forestillinger og følelser.

Ifølge Merleau-Ponty, var det Cezanne’s intention, at han: ”wanted to depitch matter as it takes on form…Cézanne did not think he had to choose between feeling and thought, between order and chaos. He did not want to separate the stable things which we see and the shifting way in which they appear; he wanted to depict matter as it takes on form, the birth of order through spontaneous organization... He makes a basic distinction between the spontaneous organization of the things we perceive and the human organization of ideas and sciences. We see things; we agree about them; we are anchored in them; and it is with ‘nature’ as our base that we construct our sciences. Cézanne wanted to paint this primordial world” (Merleau-Ponty, 1964).

         

H.J. Henriksen: Psychodynamic spring og Indirect from my hearth 2007

Jeg er landskabets bevidsthed 

Cézanne forestillede sig en ny form, som var fænomenologisk: ”The landscape thinks itself in me…and I am its consciousness”. Cézannes længsel efter at billedet skal blive natur og altså ikke blot afbilde natur, er i øvrigt ikke kun fremtrædende hos Cézanne, men spiller også en nøglerolle hos senere kunstnere, fx New York skolens abstrakte ekspressionister, de tyske abstrakte ekspressionister, og frem til vores egen Per Kirkeby5. Det ”bjerg” jeg har rettet fokus på i mine seneste malerier er det københavnske bylandskab, rig på perceptuelle spor og projektive rum.

Nogen af mine bylandskaber minder om og har kendetegn fra byerne bag jerntæppet, før murens fald - den kolde krigs tabubelagte Østeuropa. Andre bærer præg af provinsens landsbysamfund. Fortiden som et projektivt rum, og fortiden som perceptuelle spor, emotionelle og subjektive og samtidig intellektuelt abstrakte. Måske kan man betegne zoneringsmaleriet som henhørende til det "spirituelt abstrakte", et senmoderne dragende kraftfelt, udspændt på den ene side mellem Georg Baselitz's perceptuelle spor tilbage til van Gogh, Munch og Nolde, og på den anden side Anselm Kiefer's gæld til tysk romantik og abstrakt ekspressionisme. 

Cézanne’s udvikling som maler bedømt udfra den psykodynamiske systemteori

Cézanne blev født i Aix-en-Provence den 19. januar 1839. Han hørte til blandt impressionisterne, men brød med gruppen, efter en udstilling i 1877. I et brev til Pissarro undskyldte han bruddet (og sin tvivl) med, at der altid var så meget forvirring forbundet med neoimpressionisternes udstilling i Paris. Men hvordan kan man forstå Cézannes udvikling?

Vi skal nok have fat i John Bowlby’s tilknytningsteori, som har sit udgangspunkt i biologien, for at forstå kunstnerens udvikling - tror jeg. Bowlby tillægger nemlig tilknytning den afgørende betydning for motivationen og dermed for den personlige udvikling. Resultatet af de tidlige tilknytninger gennem de internaliserede arbejdsmodeller, danner ifølge Bowlby grundlag for mange senere relationer. Bowlby’s forståelsesmodel vender så at sige psykoanalysen ”på hovedet”. Bowlby forkastede nemlig Freud's princip om spændingsreduktion som motiveringsfaktor, og erstattede denne med en reguleret balance mellem stimulering og hvile, en vekslen mellem tryghedssøgen og udforskning.

Cézannes udvikling som maler, og megen kunst, kan efter min opfattelse ses som en balancering af tryghedssøgen og udforskning. En balance mellem videnskab og spontan organisering. Cézanne søgte tryghed og udforskning hos impressionisterne, og det hjalp ham til at slå igennem som kunstner. Men senere oplevede han divergens og tvivl, og hjulpet af sine gode relationer til bl.a. Pissarro, og behover for personlig anerkendelse, valgte han udforskning i isolation. Måske mangler Bowlby et begreb om "fraknytning", altså den modne kunstners autentiske brud.

Boggy ground 2004 
H.J. Henriksen: Boggy ground 2007

Et ønske om at opleve sammenhæng og mening 

En anden af de nyere psykodynamikere der støtter sig til Bowlby, Daniel Stern, fremhæver betydningen af skiftende selvoplevelser som en væsentlig motivation. Centrale motiver er ifølge Stern fx ønsket om at opleve sammenhæng, kontinuitet og mening, at være herre over sine egne handlinger og at have adgang til sine følelser herunder betydning af selvudfoldelse og anerkendelse af det ægte selv (det autentiske selv). Stern nævner i den forbindelse motivationsfaktorer såsom tilknytning, kompetenceudvikling, udforskning m.fl. som indbyrdes forbundne og vævet ind i hinanden.

Bowlby’s og Stern’s personlige udviklingsmodeller kan efter min vurdering bedst forklare den betydning det fik at Cézanne først blev afvist fra École de Beaux-arts i Paris, og i stedet søgte den frie kunstskole Académie Suisse, hvor han som nævnt knyttede sig til elevkammeraten Camille Pissarro. Omkring 1870 begyndte han at male landskaber i det fri, og ungdomsstilen måtte her vige for en mere disciplineret stil. Der er hele vejen et behov for anerkendelse i spil hos Cézanne, men også en række brud. Gradvis ses en tiltagende abstraktion, selvom Cézannes udtryksform aldrig blev helt nonfigurativ. Der var et brud med det perspektivisk opbyggede billedrum.

Hele tiden var der imidlertid en væsentlig kontinuitet i motivvalget bl.a. bjerget Sainte-Victoire og billeder af de badende, som indikerede en drøm om det jordiske paradis. Altid var naturen et centralt objekt hos Cézanne, hvilket rimer fint med de nyeste psykoanalytiske udviklingsteorier (jf. Bowlby og Stern), som henter deres væsentligste inspiration netop i forholdet mellem subjektet og omverden, som styrende for motivation i interaktion med udfoldelsen af kunstnerens autentiske selv. Det kan som hos Cézanne føre til "fraknytning", når konflikten bliver bevidst hos kunstneren. 

 Present moment 2007
H.J. Henriksen: Present moment 2007

Et eksempel på videreudviklingen af Cézannes tvivl i tysk ekspressionisme og hos Paul Klee 

En af Cezanne's forfølgere var Paul Klee, hvorfra jeg har hentet en del inspiration til zoneringsmaleriet. Paul Klee tilsluttede sig Blaue Reiter gruppen i München i 1910. Senere tilsluttede Klee sig arkitektkunstnergruppen Bauhaus i Dresden. Klee fremstillede i sit værk "On modern art" (London, 1948) en inspirerende teori om kunsten som "form der gror", skabt af kunstneren arbejdende ved træet rod, som en kanal der transmitterer kunsten. Kunstnerens opgave er derfor at indsamle og udtrykke "hvad der kommer til ham fra dybden". Kunstneren hverken tjener eller regerer - han transmitterer.

Skønheden i træets top er ikke hans skabning alene, han er blot "en kanal", hvor linie, tone og farve er de formelle faktorer. Linjen er det målbare (længde, vinkler, radius og fokus distance). Tonen - chiaroscuro - er de forskellige grader af blanding mellem sort og hvidt, der er iblandet farverne påført på lærredet, et element som Klee karakteriserede ved begrebet "vægt". De forskellige farveflader afstemmes ifølge Klee imod hinanden, og i forhold til en hvid baggrund, eller en sort baggrund eller en "grå norm".

Den tredje faktor - farven - har igen helt andre karakteristika i forhold til linie og vægt, men farve kan hverken måles eller vejes, så farve er udtryk for "kvalitet". Men selvom farverne altså primært er kvalitet så er farvefelter også vægt, bestående af både farve og tone. Derudover er farve målbart, fordi det udover kvalitet og vægt også har sin afgrænsning, sit areal, som kan måles. Farvetones værdi er derfor primært vægt, men er også defineret af udbredelse og grænser til andre farvefelter, så det er samtidig noget målbart. Men "linjer" er kun målbare.

Klee's filosofi 

Om processen hvor maleriet "tager form" filosoferer Klee:

"...Speaking from my own experience, it depends on the mood of the artist at the time in which the many elements are brought out of their general order, out of their appointed array, to be raised together to a new order and form an image... This choice of formal elements and the form of their mutual relationship is, within narrow limits, analogous to the idea of motif and theme in musical thoughts. With the gradual growth of such an image before the eyes an association of ideas gradually insinuates itself which may tempt one to a material interpretation.

For any image of complex structure can, with some effort of imagination, be compared with familiar pictures from nature...And each formation, each combination will have its own particular constructive expression, each figure its face - its features. I would like now to examine the dimensions of the object in a new light and so try to show how it is that the artist frequently arrives at what appears to be such an arbitrary 'deformation' of natural forms. First, he does not attach such intense importance to natural form as do so many realist critics, because, for him, these final forms are not the real stuff of the process of natural creation.

For he places more value on the powers which do the forming than on the final forms themselves. He is, perhaps unintentionally, a philosopher, and if he does not, with the optimists, hold this world to be the best of all possible worlds, nor to be so bad that it is unfit to serve as a model, yes he says: 'In its present shape it is not the only possible world'. Thus he surveys with penetrating eye the finished forms which nature places before him.

The deeper he looks, the more readily he can extend his view from the present to the past, the more deeply he is impressed by the one essential image of creation itself, as Genesis, rather than by the image of nature, the finished product...He says to himself, thinking of life around him: this world at one time looked different and, in the future, will look different again...But we seek a people. We began over there in the Bauhaus. We began there with a community to which each one of us gave what he had. More we cannot do..." (Paul Klee, 1924: Über die moderne Kunst in: C. Harrison and P. Wood, Art in Theory 1900-2000 An Anthology of Changing Ideas, Blackwell Publishing)   

Flertydighedens indtog i naturvidenskaben- Cezannes tvivl vender tilbage

Flertydighed handler om den særlige type usikkerhed der opstår når forskellige, alle sammen lige gyldige og konfliktfyldte opfattelser er tilstede om det samme problem, og/eller dets afgrænsning. Når flertydigheden gør sit indtog, er det hverken klart hvad problemet er eller hvilke løsninger der er de rette.

I videnskabelige publikationer har jeg og kolleger beskrevet hvordan vi opstillede en hydrologisk model for hele landet (med 43.000 pixels), benyttede invers modellering i processen, vurderede at forskellige geologiske modeller havde større betydning for grundvandsdannende oplande og stoftransport end for indvindingsoplande og vandbalancer, opstillede en terminologi for modelleringsprocessen hvor validering, usikkerhedsvurdering og rollespil mellem modellør, vandforvalter og reviewer var fremtrædende elementer. Den blev til en kvalitetssikringsprotokol for mange forskellige domæner af naturvidenskaben.

Første gang jeg blev opmærksom på flertydigheden var i et projekt hvor vi opstillede Bayesianske net for et vandværksopland i Havelse. Betydningen af forhandling og aktiv involvering af interessenter i modellering blev dermed udfordringen. De grafiske net kunne bruges til 'participatorisk modellering', hvorved man som forlængede kropsorganer, kunne bygge grundvandskvalitet og drikkevandskvalitet indikatorer på resultaterne af økonomiske modeller, på basis af bl.a. overvågningsdata.

Samtidig hermed skulle Grundvandsdirektivet (Vandrammedirektivet) implementeres, og det betød at bæredygtighed i forhold til vandindvinding skulle kvantificeres, og derfor blev den landsdækkende model nu brugt til at gøre ressourcen op både i forhold til akvifer-bæredygtighed og recipient-bæredygtighed. Sideløbende hermed pressede flertydigheden sig på, og det blev klart i interviews med vandforvaltere at det ikke længere var tilstrækkeligt at forstå kompleksiteten af det ydre system, værdier, belief, og verdensanskuelser var mindst ligeså vigtige at forstå.

Vandforvaltning i opbrud 

På den tid var de gængse måder at forvalte vandressourcen på i opbrud. Et eksempel på det nye paradigme blev udforsket i EU projektet NeWater som handlede om adaptiv integreret vandressource forvaltning (adaptiv IWRM). Det førte til systematisk identifikation af usikkerhederne forbundet med IWRM (epistemic, aleatory og ambiguity), flertydighedens rolle begyndte nu for alvor at komme i søgelyset, måske fordi implementeringen at dette Vandrammedirektiv viste sig vanskelig i praksis.

Som en del af NeWater kiggede vi på metoder til "opbygning af modeller i grupper" (group model building) bl.a. evolutionære bayesiansk belief netværker. Vi forstod at Vandrammedirektivet og protokoller for modellering mest byggede på information og konsultation som det hedder, ikke på aktiv involvering af interessenter, dertil krævedes der værktøjer som bl.a. udviklet som en del af NeWater.

Social læring i et udtørret flodbasin 

Jeg deltog i studier i La Mancha i Spanien hvor vi kiggede nærmere på konflikter med kunstvanding og udtørring af vådområder i Guadiana flodbasinet. Det førte til en konkret afprøvning af nye måder at identificere usikkerheder på i IWRM. Vi begyndte at få øjnene op for, at modellering af vandressourcen måske ikke var nok i sig selv, der var samtidig behov for at tage vare på hvordan man forenklede budskabet og hvordan forskellige interessenter opfattede problemet og dets løsninger. Det der i NeWater blev kaldt social læring, altså at man i læringsprocesser kunne finde nye måder at anskue problemet på og dermed også innovative løsninger, der så efterfølgende kunne mainstreames tilbage i vandforvaltningen. 

Vi begyndte at forstå, at der var behov for et særligt interface mellem de avancerede tekniske modeller, anvendt i naturvidenskaben, og de workshop metoder som overvejende byggede på organisationspsykologi, antropologi og humanvidenskaber. Dette særlige interface blev kaldt 'participatory modelling', altså at forskellige interessenter og eksperter kunne forstå hinanden og den flertydighed de befandt sig midt i, altså et særligt sprog som baserer sig på 'modellering i grupper' (fx vha. Bayesianske net, Fuzzy cognitive maps, System Dynamics, Agent Based Modelling eller hvad nu de forskellige group model building værktøjer hed).

Usikkerhed og flertydighed (tvivl) skal kommunikeres 

Mens litteraturen om usikkerhed var righoldig, så kneb det med at forstå flertydigheden. I begyndelse var fokus på forskellige strategier til håndtering af flertydigheden fx rationel problemløsning, overtalelse, læring ved dialog, forhandling og modstandshandlinger. Vi forstod at man et stykke hen ad vejen kunne bringe mere fornuft og oplysning ind i fx "gruppe modellering", når man benyttede fx multi objektiv optimering sammen med Bayesianske net.

Det var vigtigt at blive bedre til at kommunikere og håndtere flertydigheden, hvis man skulle kunne vælge mere effektive adaptive strategier og integrere forskellige typer viden, hvor det ligesom i Cezannes tvivl, gjalt om at kunne blive i processen og nærmest bruge flertydigheden som drivmiddel til innovation. Men det betød også, at hvis man virkelig skulle rykke og gøre noget mere end blot tilpasning, fx transformere (eller om-zonere) så krævede det, at man samtidig blev bedre til at udvikle fx fremtidsscenarier og indarbejde ønsker og mål for fremtiden.

Nedbør og temperatur påvirker grundvandstand og afstrømning 

Flertydighedens indtog i vandforvaltningen var nemlig til dels et resultat af de menneskeskabte klimaændringer, hvor man ikke længere kun træffe beslutninger ud fra den viden man havde fra fx overvågningen, det var også vigtigt at kunne fremskrive konsekvenserne af ændringer i klimaet som følge af drivhuseffekt og global opvarmning, fx hvordan ændret nedbør, fordampning og temperatur påvirker grundvandstand og fx ekstreme afstrømninger (fx en 100-års max afstrømning).

Vi forstod at klimamodellerne skulle nedskaleres til mindre skala, men også at der var problemer med vandbalancen hvor der var nogen systematiske fejl på den målte nedbør og reference fordampning der skulle korrigere for. Samtidig søgte vi i den seneste opdatering af DK modellen at inddrage lokal viden, og sikre en løbende opdatering af modellen. Idag er udfordringen hvordan man får inddraget de forskellige aktører (myndigheder, interessenter og eksperter) i udviklingen af strukturerede og kvantitative scenarier for fremtiden. 

Om at angribe problemer fra flere sider samtidigt 

For at kunne tøjle flertydigheden er man nødt til at angribe problemet fra to sider på engang, dels fra her-og-nu under kreativitetens og mangfoldigheden eksplorative sejl hvor man kigger frem mod de divergerende fremtider (ofte kan det være en god ide at arbejde med 3-4 scenarier der rummer de forskellige deltageres synspunkter og visioner), og samtidig ved såkaldt tilbagekastning ('backcasting') fra de forskellige fremtider, efter i fællesskab at være blevet enige om fælles milepæle (endpoints) der skal nås i alle scenarier, altså en værdibaseret backcasting, der så kan udpege de handlinger på den korte bane, der skal gennemføres for at nå det fælles mål for fremtiden, fx en ren Horsens fjord i 2050.

Pointen er jf. den psykodynamiske systemteori (Steen Visholm, RUC), at der faktisk er behov for mere ledelse end før, hvis adaptiv IWRM og andre innovationsprocesser skal lykkes og hvis læringsprocesser skal føre til innovation af samtundet eller fx anticipatory, transformativ klimatilpasning. Der er ikke behov for mere kontrol, men containment, altså dem der påtager sig lederskabet af læringsprocessen skal være i stand til at sikre åbenhed omkring følelser, fantasier, tvivl, mangel på viden og usikkerhed.

Hils aktørernes viden, ideer og kreativitet velkommen! 

Det er vigtigt at hilse aktørernes viden, ideer og kreativitet velkommen. Samtidig kræver det at være leder, at man kan bevare roen og ikke lade sig overvælde. Og så skal man være på vagt i forhold til 'groupthink' (ikke alle gruppeprocesser er lige sunde), så der skal bestem være rum for 'realitets check', og her kommer så naturvidenskaben, den hydrologiske model og eksperterne ind i processen igen, for der er behov for kvantitative viden for at strukturere fremtidsscenarier og konsekvenser af forskellige tilpasninger og handleplaner. Men man skal kunne respektere de forskelle i fokus, viden og opfattelser af verden der kommer frem i processen.

Så humanvidenskaben har på sin vis genvundet hvad den måske var ved at tabe til samfunds- og naturvidenskaben, for forståelsen af den menneskelige subjektivitet, værdier, moral osv. spiller fortsat en nøglerolle i moderne interdisciplinær videnskab fx adaptiv IWRM og fremadrettet, transformativ klimatilpasning. Det er meget lig den udfordring maleren står med i den kreative udforskning og bevægelsen mod det endelig værk, også så glimrende beskrevet med metaforen 'Cezannes tvivl'. 

Om at give plads til det nye

Flertydighedens indtog i vandforvaltningen, psykoanalyse og den moderne malerkunst har nogen fællestræk. Det handler som Søren Kierkegaard udtrykte det om "at miste fodfæste for en stund", hvis man skal kunne give plads for det nye, men samtidig som Klee er inde på det at lade maleriet tage form, ekspressivt-figurativt-abstrakt.

Lad mig afslutte med et citat af Peter Fuller (1980): Art and psychoanalysis: "Although the modern movement failed, for reasons we have already explored, to realise a new 'world-view' through painting, in the work of Cezanne himself and of at least some of his successors - e.g. Gauguin, Van Gogh, Matisse, Picasso, Bonnard, Klee, and later De Kooning - it did re-introduce to painting an aspect which had been absent from it, or at least heavily muted, during the era of the dominance of professional fine artists.

These early modernist painters certainly acknowledged the external otherness, the separateness and 'outhereness' of the outside world, but having acknowledged it, they sought to transfigure and transform it, to deny, or otherwise to interrupt it, as a means of expressing subjective feelings too. Their new forms emerge as neither an indulgence nor an escape from the world, but rather as an extension into an occluded area of experience". 

Forbliv i passionen! 

I de seneste år har jeg bevæget mig fra en abstrakt ekspressionistisk position imod en figurativ ekspressionist, nærmest lyrisk malerstil, som jeg betegner ved det selvopfundne begreb "zoneringsmaleriet". Denne stil er et udtryk for en altid spontan process, rig på frie associationer og sansning, i sporet af Cezanne, Klee og deres forfølgere og i pagt med en psykodynamikken. Sidstnævnte kan hjælpe kunstneren med at tune ind, at blive i den kreative process med objektet og at skabe kunst uden at falde i defensive huller, altså at forblive i passionen indtil der udpændes et værk der kan bevæge betragterens intellekt.

Jeg startede med croquis og akvarel, og gik så over til olie i en serie billeder inspireret af geologi og arabesken. Senere drejede min inspiration sig i retning af New York school og den abstrakte ekspressionisme, før jeg for alvor blev fokuserede på post-impressionismen. Cézanne, Klee og forfølgere. Tegning i byen i sommerperioden var en tid en kilde til inspiration resulterende i værker af de Københavnske bylandskaber, hvor jeg nærmest adopterede en 'tonalist stil', med fokus på en æstetisk integration af linier, toner, farver. Jeg arbejder i øjeblikket i en ekspressionistisk-figurativ retning, som forklaret med de tre førstnævnte eksempler.

I min nyeste serie arbejder jeg med vekselvirkninger mellem figuration og abstraktion inspireret af kunstnere som fx Nicolas de Staël og Tim Eitel. 




Læs et kort resume af min ideer om zoneringsmaleriet i International Contemporary Artists, Vol. II. 2011 (side 101):

http://zonering.dk/xpdf/layout-henriksen-hans-jorgen.pdf  

 

Læs Review artikel fra Gallery&Studio April/Maj 2010: http://zonering.dk/xpdf/p-32-pdf-file.pdf


 
Taplinger, Maurice (2010) "Zonation" in the Art of Hans Jørgen Henriksen.

Gallery&Studio, April/May 2010. Vol. 12 No. 4. Page 22. New York.   
 

Drawing 3 July 2008 
H.J. Henriksen:  2008

1 Poul Erik Tøjner (2003:46) Per Kirkeby maleri. Forlaget Bjerggard

2 Metafor om storbymennesket introduceret af Carsten Valentin Jørgensen fra albummet ”Vild i Varmen” (1978). Storbybeduinen ”som er født og skal dø i denne ørken” (i byen).

3 S. Visholm (1993:22).

4 Heinskou, Torben og Steen Visholm (2004) Psykodynamisk organisationspsykologi - på arbejde under overfladen. Hans Reitzel Forlag.

5 P.E. Tøjner (2003:50).